Referater fra tirsdagsture mm. / Tirsdag d. 2 august 2016 Besøg ved Four Roses.

Tirsdag d. 2 august 2016 Besøg ved Four Roses.

Det var en af de alt for sjældne danske sommeraftener. Dejlig temperatur og ikke megen vind. 23 kørere og et par bagsædepassagerer var mødt frem for at tage del i aftenens tur. Peter Poulsen havde arrangeret et besøg hos Four Roses, så med Peter i spidsen kørte vi hovedsageligt ad de mindre veje. Vi kørte dog også på Vilhelmsborgvej, og her blev vi advaret af flere biler med blinkende lys, og ganske rigtigt: På en rasteplads holdt ”Foto-Jensen” med sigtet rettet mod os, da vi kom rullende med 80 km i timen. Gad vide om de nye fotovogne stadig ikke kan fange mc´erne? Vi fandt ikke ud af det ved denne lejlighed. Efter en fin køretur i det dejlige vejr ankom vi til ”Rosernes” klubhus, som ligger mellem Vemb og Bur. Her var de store sommersmil fremme, og vi blev budt på gratis øl, vand og kaffe. Der var rig lejlighed til at inspicere hinandens mc´er, og vi kunne konstatere, at hos vore værter var mærkerne Kawasaki og Triumph i overtal. Nye og gamle imellem hinanden. Vi fik beset deres fine klubhus og byttet lidt historier. Tak til Four Roses for gæstfriheden, og tak til Peter fordi han havde fået arrangementet i stand.

Ref. Ingolf
Foto. Gitte og Knud
Mathildes MC Lidenlund  | mathildes-mc@rammenet.dk