Referater / Tirsdag d. 19 april 2011 Ferring-Odden

Tirsdag d. 19 april 2011

 

Tirsdag den 19. april.

 

Det var ikke sæsonens første køreaften, men det var den første aften, hvor vejret viste sig fra sin pæne side. Og flot det var det, vejret. Høj temperatur og nærmest vindstille var det, der mødte de 26 motorcyklister, der var mødt op på kajen.

Der var ikke på forhånd planlagt en tur, men der blev ret hurtigt enighed om, at turen skulle slutte på ”Odden” (cafeteriet på Gjellerodde), og gerne med en rygepause undervejs. Med Jens Christian Sønderby i spidsen gik det med retning mod Ferring, og minsandten om ikke rygepausen blev lagt på Jens Christian og Vivis gårdsplads, hvor de venlige mennesker oven i købet trakterede med øl og sodavand. Tak for det. Dernæst gik det ud på landet ad de små veje. Strande og Engbjerg passerede vi i den milde aftenluft, hvor vi ret kunne indånde den friske landluft iblandet lugten af gylle her og der, men sådan er det jo på denne årstid. Heldigvis var vejene tørre, så vi fik ikke cyklerne svinet til. Videre gik det ind over Plet enge, Hygum og udkanten af Klinkby, til vi ankom til ”Odden.” Sådan en aften er vejret perfekt til at sidde på deres terrasse og nyde den friskbryggede kaffe samt udsigten ind over Lem Vig.

Denne aften lovede godt for den kommende sæson.

 

Ref. Ingolf

 
Foto. Kresten og Knud
Mathildes MC Lidenlund  | mathildes-mc@rammenet.dk