Referater / Tirsdag d. 8 juli 2014 Tur til Thy med Poul Pedersen

Tirsdag d. 8 juli 2014 Tur til Thy med Poul Pedersen

Den lune sommeraften havde lokket 18 motorcykler med tilhørende førere og nogle få bagsædepassagerer til aftenens tur. Turleder Poul Pedersen havde godt nok arbejdet på egen hånd. Læs: savet sig i fingrene med en rundsav, men det afholdt ham ikke fra at køre forrest. Turen gik til Thy, og lad mig bare sige det med det samme: Jeg vidste ikke, der var så mange små veje på Thy, og vi kørte på dem alle, tror jeg. En enkelt U-vending måtte der også til for at få kabalen til at gå op. Til sidst ankom vi dog til aftenens mål, som befandt sig i Søndbjerg. Et venligt par, som havde indrettet et loppemarked i laden, modtog os på gårdspladsen. Først blev vi dog sendt over til naboen. Her havde konen også et loppemarked i laden, mens manden havde en samling af gamle traktorer af mærkerne Ferguson, Bukh, Nuffield og Leyland. En gammel brandbil med en fortid i et tysk ”Feuerwehr” kunne samlingen også byde på. Efter at have set det hele efter i sømmene gik vi tilbage til vores vært, hvor vi fik kaffe. Hjemturen foregik lidt mere direkte end udturen.

Ref. Ingolf
Foto. Gitte og Knud
Mathildes MC Lidenlund  | mathildes-mc@rammenet.dk