Mathilde Tours. / Sommerturen Flensburg 2026

Sommerturen Flensburg 2026

Mathildes sommertur til Flensborg
19. – 20. – 21. juni 2026
Dag 1
På en dag med strålende solskin og sommertemperatur mødtes vi på Mathildes Kaj.
Den årlige sommertur startede kl. 10 og efter opsamling i Struer var vi 23 mc’ere med 35 deltagende personer. Turen gik via hoved- og landeveje med spisepause i Grindsted til området syd for Kolding, hvor vejene blev mere snoede. Pause ved Hejls Strand.
Ankomst ved Hotel Ramada i Flensborgs centrum sidst på eftermiddagen godt svedige efter ophold i den bagende sol. Men et bad og en øl. Så var vi klar igen.
Kl. 18,30 var der aftensmad i Hansens Brauerei. Oksebryst i peberrodssovs, suppleret med meterøl – i metervis.
Efter spisningen var der hyggeligt samvær, som blev afsluttet med en kortere eller længere bytur.
Dag 2
Første dag i Flensborg startede med en overdådig morgenmadsbuffet, hvor der blev stillet krav til ens evne til at prioritere.
Derefter var der fri leg i byens gader (Grosse Strasse), på havnen, romsmagning, seværdigheder b.la. den danske Helligåndkirke med Bjørn Nørgård glasmosaikker og Istedløven på Museumsbjerget. Ja, nogle vovede sig endda ud på en længere ekspedition på den modsatte side af fjorden!
Der var også tid til kølige drikke i varmen og hyggeligt samvær.
Kl. 15,30 var der sejltur med MS Viking på Flensborg Fjord rundt om Okseøerne. En dejlig sejltur, hvor Flensborg blev set fra søsiden.
Kl. 18,15 var der afgang til Restaurant Borgerforeningen, hvor aftensmaden skulle indtages.
Schnitzel, pusztasauce m.m. og til dessert rødgrød med fløde. Til at modtage de obligatoriske drikkepenge var en lille mekanisk drikkepengetrold. Ja, hvad gør man ikke for at spare personale.
Efter en godnatøl på den næsten mennesketomme gågade, gik vi tilbage til hotellet.
Vi blev først på natten vækket med larm fra biler og mennesker. Hele byens befolkning havde siddet og set det tyske fodboldlandshold spille verdensmesterskabsfodbold. Holdet vandt kampen, og det skulle sandelig fejres. Først adskillige timer senere blev der ro i gaderne.
Dag 3
Morgenbuffeten var igen overdådig. Derefter gjorde vi klar til afgang. Motorcyklerne skulle hentes ud af parkeringshuset. Det kan godt gøre en nervøs, især når man tidligere har fået en parkeringsbøde på et mystisk grundlag. Det viste sig at være lidt vanskeligt i nogle tilfælde at tjekke mc’en ud. Det lykkedes dog alle at blive klar til afgang.
Herefter var der hjemkørsel i mindre grupper.

Tak til Ingolf for en vel tilrettelagt tur. Alt gik efter planen og alle hyggede sig.
Tak for din omsorg for os alle.
Vi glæder os allerede til næste tur.

Ref. Hans Otto
Mathildes MC Lidenlund | Sundsdahlvej 23, Ramme, 7620 Lemvig, 7620 Lemvig - Danmark | Tlf.: 22872222 | cbr@rammenet.dk