Aftenens annoncerede tur gik til firmaet Zoowood i Nees. 14 motorcyklister + en krykhusar med privatchauffør havde taget turen til Nees. Bag det spændende navn gemmer sig et firma ejet af Finn Madsen, som modtog os ved ankomsten. Firmaet fremstiller indmad til møllevinger produceret af Siemens. Delene fremstilles dels af noget meget let træ, dels af PU-skum. Selve bearbejdningen foregår på moderne CNC styrede maskiner og mere traditionelle træbearbejdningsmaskiner. Finn viste rundt i fabrikshallerne og fortalte om produktionen. Dernæst gik vi videre til den mere private del af bygningerne. Her kunne vi se grunden til at firmaets navn starter med Zoo. Finn har fugle som hobby, og vi så hans imponerende samling af eksotiske fugle fra fjerne himmelstrøg. Efter rundvisningen blev der serveret øl, vand og kaffe samt Heidis lækre hjemmebagte chokoladekage. Tak til de implicerede for en hyggelig aften.
Ref. Ingolf
Foto. Preben