Referater fra tirsdagsture mm. / Tirsdag den 17 august. Tvind Møllen og besøg ved Ida og Bjarne`s sommerhus

Tirsdag den 17 august. Tvind Møllen og besøg ved Ida og Bjarne`s sommerhus.

Vi var 19 motorcyklister, der kørte af sted fra havnen denne tirsdag aften. Vinden var frisk, og man mærkede tydeligt, sommeren er ved at gå på hæld. Med Bjarne i spidsen kørte vi ad større og mindre veje, før vi gjorde holdt ved Tvind møllen. Det lykkedes Bjarne at få en elev fra Tvind til at låse op, så vi kunne komme ind i fundamentet og se historien om møllens tilblivelse.
Uanset hvad man ellers måtte mene om Tvind imperiet, så må man beundre den pionerånd og det kæmpestore arbejde, det var at bygge møllen. Man må huske på, at der på det tidspunkt ikke var andre, man kunne kigge over skuldrene. Det hele skulle udvikles fra bunden. Vingernes udformning blev beregnet af forskere fra Risø. De forskellige dele i nacellen var for en stor dels vedkommende genbrug. Gearkassen stammer således fra en nedlagt svensk kobbermine, og hovedakslen har vistnok en fortid som skrueaksel ombord i et skib. Bortset fra at møllen er en såkaldt bagblæser, det vil sige, vinden kommer ind fra bagsiden af mølletårnet, og så det faktum, at vingerne roterer mod uret, så ligner designet og principperne det, som de fleste moderne vindmøller er konstrueret ud fra.
Efter besøget ved møllen, kørte vi videre til Sdr. Nissum, hvor Ida stod klar med kaffe og kage i deres dejlige sommerhus. Tak for turen til Bjarne, og tak for kaffe og kage til Ida.

Ref. Ingolf
Foto. Peter og Knud
Mathildes MC Lidenlund  | mathildes-mc@rammenet.dk