MC Mathilde´s tur til Touring Camp i Kolind 4.-6. september 2015
For de 12 af os var der afgang fredag kl. 14 fra Vilhelmsborg Kro, 4 kørte senere p.g.a. arbejde. Forinden denne tur havde der været problemer med en del frameldinger helt ind til de sidste dage, dette er til meget ærgelse for arrangørerne, men der kom så også nogle sidste øjebliks tilmeldinger, så der blev alligevel fuld besat i de hytter der var lejet.
Da vi mødtes ved kroen var det tørvejr, men udsigterne tegnede til en rigtig våd weekend, hvilket også kom til at holde stik. Inden vi nåede Linde begyndte det at regne og det fortsatte resten af vejen til Djursland, endda for at tage kraftig til de sidste 50 km. Så vi landede godt våde og mange gennemblødte det ene eller det andet sted, og vi kunne knap nok komme af med alt det våde tøj. Som formanden selv på dette tidspunkt udtrykte; hvem var dog den klovn der var kommet i tanke om at vi skulle derover lige den weekend?
Da vi alle var samlet måtte vi desværre også konstatere at 1 motorcykel fra hver gruppe havde været nede at ligge i det våde føre. Den ene fører var lidt mere tilredt end den anden. På motorcyklerne var det mest plast dele der havde taget skade. Begge kunne køre derfra. Det hele tog lidt på stemningen, men nu var vi jo landet og vi kunne da sidde i tørvejr i spisesalen. Så med mad og nogle øl indenbords løftede det lidt på indstillingen. Der kom ideer frem om at tørre de våde ting i stedets tørretumbler. Så dette blev forsøgt med handsker, støvler og jakker, ja der var sågar nogen der snakkede om at putte hjelmene deri, men det blev vist ikke til noget. Tørringen var heller ikke med lige stor succes for alle ting, dem der havde puttet jakker derind havde glemt at tage rygskjoldene ud – de kunne ikke holde til varmen og fik en mærkelig facon. Niels Kristian´s i forvejen limede støvler kunne heller ikke klare mosten, sålen på den ene støvle var løsnet under næsten hele bunden, men det klarede de med Gaffatape. Alt i alt havde vi en hyggelig aften med godt humør og løftet stemning.
Lørdag morgen småregner det stadig og her var der jo planlagt en tur på 145 km rundt på Djursland. Vi blev så i forvejen reduceret da den mest tilskadekomne ville prøve om hun selv kunne køre hjem og hendes mand kørte med og andre skulle på familie besøg. Jeg selv var også meget tæt på ikke at ville med ud at køre sådan som vejret så ud, men bestemte mig alligevel for at tage med i sidste øjeblik. Vi kørte 7 motorcykler og med 4 bagsædepassagerer og nu var regntøjet fundet frem og en del kørte med poser inden i de stadig våde støvler. Vores første stop var ved Mejlgård Slot og på dette tidspunkt var humøret steget mange grader, det var blevet tørvejr og solen var ligefrem ved at skinne, det løfter bare så meget. Vi fortsætter rundt ved Bønnerup Strand og laver et stop ved Sostrup Slot. Ruggaard Slot og Katholm Gods kører vi bare forbi og igennem Grenaa. Det er en meget smuk natur med bakker, skove, søer, bindingsværkshuse og alle de store slotte. Jeg var glad for at jeg bestemte mig for at komme med på køreturen alligevel. I Ebeltoft parkerede vi på havnen ved Fregatten Jylland og gik op i byen for at finde et sted at spise frokost. Det blev på en cafe lige over for rådhuset og medens vi fik stillet vores sult og tørst begyndte det sandelig at regne igen, som om det bare ikke ville andet! Derfor besluttede vi os for at tage den direkte vej til Touring Camp i stedet for at følge resten af ruten. Det blev dog bare til noget der føltes som en lille byge for os efter gårsdagens silende regn. Men det gjorde så at vi fik lidt mere tid til hygge på Campen. Nogen benyttede vist chancen til en lille lur, men der blev også snakket og grinet og spillet kort både før og efter aftensmad.
Søndag kunne vi til en afveksling stå op til lidt regn, men nu spåede udsigterne faktisk bedre vejr, så mon ikke heldet kunne tilsmile os lidt. Da vi havde indtaget morgenmaden fik vi aftalt hvordan vi kunne deles til hjemkørslen. En ville til Århus og en tre stykker ville direkte hjem og nogen ville besøge børn. I vist den største samlede gruppe på 6 personer aftalte vi at køre til Svostrup Kro og holde frokostpause. Vi fik rigtig fint vejr at køre i og da vi kom til kroen var det så fint at vi kunne indtage frokosten på terrassen lige ud til Gudenåen. Da vi var mætte og godt tilpasse fortsatte vi turen hjemad. Da vi troede at Niels Kristian ledte efter et sted vi kunne få en is så vi at den nu også var helt galt med den anden støvle af hans, der sad sålen kun fast rundt på snuden af støvlen. Dette var et komisk syn så det måtte vi lige grine lidt af indtil vi fandt ud af at han også var punkteret på baghjulet, så måtte der også klares en lapning imens Gitte hentede is.
Vi tog egentlig afsked herefter, men det endte alligevel med at vi samledes til kaffe hjemme i Gittes hyggelige havehus hvor Jørgen Schlie til sidst kom med smagsprøver på Oktoberfest øl som vi så indtog i september.
Det er vældig hyggelige mennesker og det må siges at på trods af dårlige odds formår vi alligevel at få en god tur ud af det. Men den vil nok blive husket for regnvejr og uheld og personlig bliver jeg nok aldrig camping entusiast så jeg fascineres ikke så meget af denne boform, med lidt trange, myggebefængte køjerum og en ikke oplyst sumpet sti for at komme til alle fornødenheder. Men det er der jo andre der gør, for også denne regnfulde weekend var der en del fra andre steder der boede i telt på campen, ja de havde endda hængt soveposen til tørre ude midt i regnvejret.
Der er måske nok nogen der efter denne weekend vil have købt tæt tøj, regntøj eller støvler der kan holde vand ude i større grad. Og vi er meget spændte på om Niels Kristian på tirsdag igen har fået limet de gamle støvler eller de nye som han havde derhejmme må tages i brug.
Tak for hyggelig samvær og god bedring til de tilskadekomne.
Referat. Elly
Foto. Gitte og Elly.