Vi var 10 personer mødt op på havnen denne vinteraften i juli, men en af os brød sig vist ikke om aftenens mål og kørte sin egen tur. Vi kørte gennem Fousing, Asp, Sir, Tvis, Aulum, Nybro Mølle, Trælund, Nybo, Gjellerup og bag ind til Elia ved Herning Kunstmuseum. Der var vist nogen der oplevede en hel ny måde at komme til Herning på. Elia er Cronhammers gigantskulptur til markering af årtusindeskiftet. Den blev opført fra maj 2000 til september 2001 for ca. 23 mio. kr. Navnet er en henvisning til Elias fra det gamle Testamente. Den har en diameter på 60 m og kuglekalotten er 11 m høj og der er 4 trapper op til toppen. Vi gik op af den ene af dem på kæmpe trappetrin og kikkede ned i skulpturens 30.000 kubikmeter store resonansrum. De fire stålsøjler er 30 m høje. Det var godt nok blevet juli måned på kalenderen og der var nok også 2-cifrede varmegrader, med den vind der var føltes det bare som max. 5 grader på toppen af Elia, men udsigten var vældig god. Vi fandt nogle bænke i nærheden hvor vi kunne indtage vores medbragte fornødenheder. Vi splittedes ad på hjemturen og jeg tvivler på at nogen af os kørte samme vej tilbage.
Ref. Elly
Foto. Preben og Knud