Mathilde Tours. / Efterårsturen til Sæby sep. 2018

Efterårsturen til Sæby sep. 2018

Weekendture i september kan byde på vejrmæssige udfordringer, og denne tur var ingen undtagelse. Vi startede i tørvejr fra Mathildes Kaj kl. 14 om fredagen. Med os havde vi 2 følgebiler. Vi gjorde holdt mellem Skive og Virksund. Her skulle vi have kaffe og brød, og her startede regnen. Der kom dråber så store, at kaffen blev helt tynd af det, mens det blev forsøgt at beskytte brødet med paraplyer. Efter pausen kørte vi videre, og det regnede faktisk kun en gang på resten af turen, nemlig hele vejen til Sæby. Vi ankom dyngvåde til campingpladsen. Her var man meget flinke overfor os, og vi fik lov at bruge to af baderummene til at tørre vores tøj. Da vi var kommet i tørt tøj, spiste vi aftensmad i pladsens café. Stegt flæsk med persillesovs. Og det er jo ikke så ringe endda. Lørdag var der arrangeret morgenmad på en af hytternes veranda. Det foregik oven i købet i tørvejr. Dernæst blev det besluttet at arrangere grillparty om aftenen. Nogle af pigerne ofrede sig og tog på indkøb, mens resten så på motorcykler. Campingpladsens tidligere indehaver havde en samling på 150 motorcykler, som han glædeligt viste frem og fortalte om. Det var en hyggelig ældre herre på 85 år, som havde handlet med og samlet på motorcykler gennem mange år. Der var gensyn med mange fine gamle modeller, som nogle af os sikkert husker fra vore unge dage, men der var også mange, som de fleste af os sandsynligvis aldrig havde hverken set eller hørt om. Vi spurgte selvfølgelig til værdien af samlingen, men priser var ikke noget, den ældre gentleman gik særlig meget op i. Han fortalte os dog til sidst, at det hele var forsikret for 5 mio.
Om eftermiddagen skulle vi en tur til Skagen. Motorcykeltøjet var langt fra tørt, vejrudsigten var ikke lovende, og Knud og Anna Marie var ankommet med campingvognen om torsdagen, så med tre biler indenfor rækkevidde var det nemt at træffe en beslutning om at turen foregik i bil. Der var stadig en del mennesker i Skagen, måske godt hjulpet på vej af det krydstogtskib, som lå ankret op ved den yderste mole. Der blev foretaget indkøb af både sydvest og andre relevante ting, før vi gik på Restaurant Pakhuset for at spise frokost. Pakhuset er måske ikke det billigste sted, man kan finde, men det er bare i orden. Så vi sad lunt og godt inden døre og nød frokosten, mens regnen silede ned udenfor. Efter frokosten var vi på Grenen og kom helt ud på spidsen som passagerer i Sandormen. På vejen hjem var nogle af os på en lille afstikker op i bakkerne over Frederikshavn, nærmere bestemt Pikkerbakken, hvor man var i gang med at bygge en fin udsigtsplatform.
Vel hjemkommet fra udflugten, blev der holdt status på motorcykeltøjet. Det meste af tøjet var efterhånden nogenlunde tørt. Dog var hjelmene og handskerne stadig våde. Handskerne blev for nogles vedkommende tørret i ovnen. Et par timer på 75 grader og varmluft gør underværker. Nogle lavede salat, nogle skrællede kartofler og andre slappede af. Om aftenen var Knud og Anna Maries fortelt omdannet til spisested med Knud som grillmester, og det fungerede selvfølgelig rigtig fint. God mad og højt humør.
Da jeg var inviteret i byen til frokost om søndagen, kørte jeg hjemad som den første i en stille silende regn. Så det var bare med at komme ud på motorvejen, sætte fartpiloten på 130 og komme sydover i en fart. Da jeg nærmede mig Skive var det holdt op med at regne, og da jeg kom hjem var vejret helt fint. Jeg synes, man må sige, at bortset fra vejret, så havde vi en fin tur. Der skal lyde en stor tak til Knud og Anna Marie for så gæstfrit at stille campingvogn, fortelt m.m. til rådighed. Det var rigtig godt.

Ref. Ingolf
Foto. Gitte og Knud
Mathildes MC Lidenlund  | mathildes-mc@rammenet.dk