Årets sommertur Rørvig 7.-9. juli 2024
Så blev det tid til årets sommertur, selvom vejret ikke ligefrem bød på sommervejr !
Årets hold bestod af 30 Mathilde-folk, 16 MC ér og 4 biler, med afgang fra Mathildes Kaj og med opsamling i Struer. Knud som fører og Jens Chr. som bagerst i flokken, det fungerede fint som sædvanligt 😊
Turen gik, med et enkelt stop, til havnen i Århus, hvor vi skulle sejle til Odden kl.13.00. Vi fik en god pause ombord, hvor vi nød lidt mad og drikke. Fra Odden gik det direkte videre til Rørvig Centret, hvor vi skulle bo i de omkringliggende feriehuse. Et dejligt sted, hvor der var god plads til alle.
Vi var heldige, at solen smilede til os, da vi ankom, så udenfor fik vi nydt hjemmebag og godt til ganen, som flittige piger havde medbragt, tak for det !!
Vi fik lækker middag om aftenen, som blev nydt i hovedbygningen og derefter kunne vi snakke videre i Pejsestuen lige ved siden af.
Lørdag gik turen rundt om Isefjorden. Vi kørte efter morgenmaden til havnen i Rørvig, hvor vi skulle sejle til Hundested. Vi kørte ad små veje via Frederiksværk, over Kronprins Frederiks Bro, til vores første stop, som var Jægerspris Slot. Derefter gik turen til Hansens Flødeis, som desværre ikke havde åbent. Så de gik glip af en stor omsætning og vi slap for mere på sidebenene 😉
Videre kørte vi til Svanholm Gods, et stort kollektiv med 80 voksne og 50 børn, som er selvforsynende med landbrug, malkekøer og salg fra et lille lokale.
Derefter videre over Munkholmbroen til Holbæk, hvor vi skulle spise frokost på havnen. Perfekt tidspunkt, da vi ramte endnu et regnvejr, som heldigvis var overstået, da vi var blevet mætte. Turen derfra gik direkte hjem til Rørvig, for at undgå yderligere byger.
Aftenen forløb med god mad og drikke, hygge, grin og lidt fodbold blev det også til.
Søndag gik turen hjemover med katamaranfærgen til Århus og derefter splittede vi op og kørte direkte hjem, gennem det ”strålende” sommervejr.
Endnu en dejlig tur, gode minder og med et godt program, fint tilrettelagt af Ingolf.
Ref. Susanne
Foto. Susanne og Knud