Denne tirsdag aften gik turen til Borbjerg Mølle. Det var kromutter Esther Jensens sidste tirsdagstræf, da hun har afhændet kroen til overdragelse pr. 1. maj. Der var på forhånd annonceret på vores hjemmeside, at de, som ville ud og spise, kørte fra havnen kl. 17.30, og resten kunne så køre til sædvanlig tid 18.30. ”Madholdet” bestod af 8 personer, som kørte den direkte vej til Borbjerg og biksemad med spejlæg. En enkelt, jeg nævner ikke navne, kunne også klemme et par tarteletter ned. Anden ”bølge” bestod bare af 3, men så kunne vi jo alle nyde den gratis kaffe og kringle sammen. Det samlede fremmøde på kroen var ikke imponerende, men 1-cifrede varmegrader sætter altid en begrænsning på deltagerantallet.
Ref. Ingolf