Sommerferien er ovre for de flestes vedkommende, og det lignede business as usual, da 18 motorcykler startede ud fra Mathildes Kaj. Med Knud i spidsen kørte vi ud på kommunens mindre veje. Vi var forud blevet lovet, at vi ville ende et sted, hvor der var grillede pølser, så de fleste af os troede, det var hos Knud og Anna Marie i Ramme. Stor var forundringen så, da vi bare kørte gennem Ramme. Hvor pokker havde de grillpølser så gemt sig? Vi skulle ikke køre længe for at finde svaret. I Lomborg drejede vi og kørte ned bag autoværkstedet. Personligt troede jeg, vi var kommet ud på en vildmand, men pludseligt åbenbarede der sig nærmest en oase med grønt græs, stor overdækket grill samt et stort halvtag med borde og bænke. Og bedst af alt: Ved grillen stod de to skjønne quinder Anna Marie og Vivi og grillede pølser og brød. Således endte det med at, det hele gik op i en højere enhed. Efter pølserne var der kaffe til Anna Maries hjemmebagte roulader.
Ref. Ingolf